Socialdemokratismen er afladshandel
I det moderne velfærdssamfund er afladshandel, som Luther gjorde oprør imod blevet en integreret del af det danske politiske liv. Afladshandlen startede ligesom vores velfærdsstat, som et idealistisk projekt, men er endt, som et korruptsystem der havde fjernet sig fra sit udgangspunkt.
Oprindeligt byggende systemet på, at hvis man ikke havde tid til at hjælpe de fattige eller syge, så kunne man betale et aflad til kirken og klostrene, som i stedet for, at man selv skulle tage del i den tidens velfærdsstat gjorde det for en. Tanken var som sådan ædel, men med tiden udviklede det sig til en industri, hvor den katolske kirke udnyttede sin stilling og solgte aflad. Pavestaten og præstestanden kunne derved udbygge deres magtposition og de privilegier de besad ligesom politikerne i folketinget i dag.
I dag gør begge ting sig gældende. Folk betaler for at lette deres samvittighed og griske og magtliderlige politiker holder fast i deres folketingssæde, ved at holde borgerne fast i en moderne form for afladsspiral. De følgende to problemstillinger vil blive behandlet i det følgende.
Når vi betaler skat, betaler vi for velfærdsgoder. Vi betaler for, at dem som er fattigere eller dårligere stillet end os socialt, kan opretholde en tilværelse som er nogenlunde tåleligt, og i udgangspunktet er det jo både ædelt og fint. Men det har også sine konsekvenser. Ved at betale sin skat, kan det godt være, at man fejer for egen dør og kan stille sig op i koret af vor tids moderne hellige i Socialistisk folkeparti eller socialdemokratiet, men man fremmedgør sig samtidig sig selv, fra de selv samme mennesker, man ønsker at hjælpe. Man råber, at de rige skal betale mere i skat og om hvor forfærdeligt forholdene er i Danmark, men man aner intet om det, for man har ingen kontakt med de forfærdelige forhold man henviser til. Man kender det kun fra information og Politiken, og deres akademiske selvfede briller, men når det kommer til det personlige offer, som f.eks. det offer Kristus fordrede af os til efterfølgelse, så kender de intet til det. De betaler deres aflad i skat, så hvorfor skulle de bekymrer sig om deres naboer eller for alkoholikeren eller Narkomanen, som de går forbi på gaden? De har jo betalt deres skat, og hvis de alligevel nævner dem, så er det fordi disse mennesker er et bevis på at systemet, kommunen og staten har fejlet og at man burde betale mere i aflad. Eller det vil sige, dem som har mere end en selv( Den såkaldte overklasse). En af konsekvenserne er, at statens svigt ikke bliver et personligt svigt for den enkelte borger, men et fremmedgjort svigtet i et ansigstløs Kafkask statssystem.
Medmenneskelighed kan aldrig kan gøres op i hvor meget vi betaler i skat, men kun i hvordan vi møder vores medmennesker.
Så når alkoholikerne og narkomanerne ligger på gaden – når teenagere skærer i sig selv og må spise lykkepiller for at komme igennem gymnasiet, så handler det ikke om at systemet fejler, så handler det om – at vi fejler som medmennesker kollektivt og det kan nok så meget afladsskat ikke rode bod på. Hvis vi ikke er parate til at møde og ofre lidt af vores tid og personlige resurser, så kan vi heller ikke udrydde de problemer, som i virkeligheden ligger til grund for socialulykke, som ensomhed, fremmedhed og marginalisering af vejen. Så kan Villy og Helle hæve skatterne nok så meget og ansætte nok så mange socialearbejder. Konsekvensen bliver kun mere fremmedgørelse mellem det upersonlige system uden ansigt og det enkelte skrøbelige individ.
